Velkommen til Aalborg Triathlon Klub




OBS: Nye medlemmer kan starte den første onsdag i hver måned. Mød op i forhallen i Haraldslund kl. 19:45.


Tak for din interesse for Aalborg Triathlon Klub. Vi er en klub som har været i en rivende udvikling de sidste par år.

Som nyt medlem i Aalborg triathlon Klub anbefaler vi at du kontakter nedenstående person, eller en person fra bestyrelsen inden du møder op.

I nedenstående vil du kunne læse lidt mere om hvad Aalborg Triathlon Klub kan tilbyde dig, af forskellige og alsidige sportslige og sociale arrangementer. Vores målsætning for klubben er at tilbyde et træningsmiljø, træningsvilkår og aktiviteter både sportslige og sociale som gør det tiltrækkende for det enkelte medlem at være tilknyttet.


Hvad er triathlon ?

Triathlon er en sport med tre discipliner svømning, cykling og løb, som ved et stævne gennemføres i forlængelse af hinanden. Den mest kendte distance er nok den såkaldte Ironman hvor der først svømmes 3.8 km efterfulgt af 180 km cykling og afsluttende med et marathon på ca. 42 km løb. I mange år er der blevet sat lighedstegn mellem en Ironman og det at dyrke triathlon, men sporten er i dag langt mere nuanceret og det er et fåtal af Danmarks aktive triathleter, der kaster sig over denne benhårde distance. I dag kan en triathlon klub ofte tilbyde en bred vifte af tilbud til aktive mennesker, som ønsker at udfordre sig selv og få en god alsidig motion. Hvis man er interesseret i at starte stævner er der et væld af muligheder og distancerne begyndenden fra 1/10 del Ironman, hvilket er en overkommelig distance for begyndere. Hvis man ikke er så glad for at svømme er der ligeledes mulighed for a dyrke duathlon, hvor udøveren dermed koncentrerer sig om løb og cykling.


Træning

Aalborg Triathlon Klub tilbyder fællestræning flere gange om ugen således at du har mulighed for at træne med andre på bestemte tidspunkter. Træningen er lagt til rette på en sådan måde du selv bestemmer hvilket niveau du vil træne på. Det betyder også at vi ikke stiller krav om at du træner alle tre discipliner, men at du har mulighed for det. Fællestræningerne tilbydes indenfor disciplinerne svømning, løb, cykling og spinning. Spinning dog kun om vinteren. Hvert halve år udarbejdes en kalender over ugens fællestræninger påført eventuelle aflysninger.


Svømning

Tilbydes på nuværende tidspunkt fire gange om ugen: tirsdag, onsdag, torsdag og søndag.
Svømningen foregår i Svømmeland Nørresundby om tirsdagen, i Haraldslund om onsdagen, i Gammel Lindholm om torsdagen og i svømmehallen på Østre Allé om søndagen.
Om onsdagen og søndagen tilbyder vi decideret svømmetræning af kompetente svømmetrænere og du vil starte med at svømme i en bane efter hvilket niveau du befinder dig på. For dem som ikke kan svømme crawl og som er usikre på teknikken vil der være en bane hvor der er tekniktræning. Svømmetrænerne tager hensyn til hver enkelt persons niveau.
Svømning tirsdag og torsdag er der selvtræning men mulighed for at svømme efter et program udarbejdet af en svømmetræner.
Indgang til Svømmeland tirsdag skal ske inden kl. 20:00 da dørene låses på dette tidspunkt.
Indgang til Haraldslund onsdag foregår fælles kl. 20:10.
Indgang til Gammel Lindholm torsdag skal ske inden kl. 20:30.
Indgang til Østre Allé søndag kan ske fra kl. 7:50 men man må IKKE gå ind i selve hallen inden træneren er kommet og har slået alarmen fra.

Der vil i forhallen i Haraldslund om onsdagen mellem kl. 19.45 og 20.10 altid være et klubmedlem til stede som tager godt imod dig og som kan svare på eventuelle spørgsmål.
Alle nye medlemmer SKAL møde op til svømmetræningen onsdag aften inden de begynder at deltage i den øvrige fællestræning.


Løb

Mandag og torsdag tilbyder Aalborg Triathlon Klub løbetræning ved Atletik Stadion på Hobrovej. Træningen foregår hele året rundt. Træningen er niveauopdelt, således at der er en meget struktureret gruppe, der følger vores konkurrenceholds træning, mens der også er et lidt mere oplevelsesorienteret hold, der dog ofte også følger konkurrenceholdets træningsplan. Derfor bliver træningen altid struktureret på en sådan måde, at alle uanset niveau har et godt udbytte af træningen. Tirsdag og torsdag er der desuden mulighed for at løbe sammen med Aalborg Atletik og Motion, hvor der er mulighed for at være med på forskellige niveauer. Detaljer om de enkelte fællestræninger i løb kan findes i ugeplanen over fællestræningerne.

Kvinderne har egen løbetræner, der er med til at holde sammen på kvinderne og dermed styrke deres muligheder for at danne et socialt netværk hinanden imellem, hvilket øger den sportslige motivation.


Cykling/spinning

Aalborg Triathlon Klub har udendøres fælles cykeltræning hele året rundt, med undtagelse af oktober måned, der er den klassiske hvile måned for selv de hårde nysere. Cykeltræningen er opdelt i to perioder, vintertræning og sommertræning. Vintertræningen starter i november måned og varer til sidst i marts, hvor vi går over til sommertid. Sommertræningen varer således fra sidst i marts og frem til og med september.

I vintersæsonen er der fællescykeltræning om lørdagen fra Atletik Stadion ved Hobrovej. Vi mødes på parkeringspladsen og har husket hjelm (INGEN HJELM = Ingen kørsel!) og skærme! Der er afgang kl. 9:00 og træningen varer 2 timer. Træningen foregår på en rundstrækning og det betyder at selvom man skulle blive sat, så er det blot at vende cyklen og køre de andre i møde igen. På den måde sikre vi os at de bedste ikke skal vente på de mindre gode, samtidig med at ingen bliver forladt på ruten.
Det forventes at deltagere i denne træning kan klare sig selv ved en punktering. Husk derfor altid ekstra slange, pumpe osv.

I vintersæsonen arrangeres der også ofte spinning og alt efter udbud og efterspørgsel foregår det en til to gange om ugen. Spinning foregår i et fitnesscenter hvor vi lejer cyklerne 1-1½t og hvor vi har vores egne trænere til at undervise. Spinning i Aalborg Triathlon Klub henvender sig primært til cyklister/triathleter, dvs. programmerne er lidt anderledes end dem man kører efter i et traditionelt fitness center. Træningen til spinning henvender sig til alle niveau, lige fra den utrænede begynder og op til de rigtig garvede, simpelthen fordi du selv kan bestemme belastningen på din cykel. Der skal til spinning ofte bruges særlige cykelsko, hvilket ofte er muligt at låne i centeret. Derudover skal du huske at have et lille håndklæde med til at tørre cykel af efter lektionen og du rådes til at medbringe rigelige mængder væske. Spinning er brugerfinansieret. Alle oplysninger omkring spinning vil du høre mere om i perioden op til starten af spinningsæsonen.

I sommerperioden arrangeres der fællestræning en eller to gange om ugen fra Atletik Stadion på Hobrovej. Vi mødes på parkerings-pladsen og ruller afsted kl. 17. Igen, husk hjelm (Ingen hjelm = ingen kørsel). Der er både et hold der kører struktureret intervaltræning igennem hele sæsonen samt et hold med mere lyst og oplevelsesbetonet træning. Hvis du ikke har cykeltrænet før, er det en god ide at starte på holdet med det mere lyst og oplevelsesbetonede træning.

Udover de ugentlige fællescykeltræninger kører mange af klubbens medlemmer også træningsture på andre tidspunkter. Spørg evt. til træning eller på vores forum. I vinter-månederne er der fx ofte nogle der kører MTB i Hammer Bakker søndag formiddag.


Udstyr

Triathlon er en forholdsvis dyr sport idet der dyrkes tre discipliner. Der er rig mulighed for at ruinere sig selv indenfor denne sport, men det kan alligevel sagtens lade sig gøre at klare sig med et minimum af udstyr. Samtidig er det sjældent, at man starter med at dyrke alle tre discipliner på en gang hvis man er begynder, så det bliver gerne en langsom overvejelse om, hvor mange penge man vil ofre på udstyr hen af vejen. Til svømning er det essentielt at have en badedragt/badebukser og svømmebriller. Til løbetræning anbefales det at have svedabsorberende bluse på og et par gode løbesko, men så er man også godt på vej. Det er meget vigtigt at have nogle gode løbesko som passer én, for at forebygge skader og give den bedst mulige komfort under træning. Find en butik (fx Fusion-Aalborg i Danmarksgade) hvor du får god vejledning, og tag dine gamle løbesko med derind så ekspedienten kan se hvorledes du løber, og hvor på skoen du slider. Udstyr til udendørs cykeltræning kan blive en meget dyr affære, men hvis du er nybegynder vil vi råde dig til ikke at købe en cykel det første stykke tid. Prøv de andre discipliner af og se om du har lyst til at koble en ekstra disciplin på. Lad være med at storme ud og købe dyrt udstyr men vent og snus lidt til sporten. Man kan tids nok bruge alle sine penge. Aalborg Triathlon Klub har en aftale med Fusion-Aalborg som handler med sportsudstyr. 2-3 gange om året holdes en periode hvor Aalborg Triathlon Klubs medlemmer får god rabat.


Sociale arrangementer

Klubben forsøger at afholde en eller flere årlige temaaftner med oplæg omkring aktuelle emner når man træner triathlon. Ligeledes bestræber vi os på at mødes op til en gang om måneden til fællesspisning hvor man kan få en uforpligtende snak efter dagens træning. Derudover samles de fleste af klubbens medlemmer om onsdagen til svømning i Haraldslund, hvor der bliver givet enkelte praktiske oplysninger, og man får hilst på nye medlemmer.
Aalborg Triathlon Klub arbejder ihærdigt på at få en masse spændende sociale aktiviteter på programmet i denne sæson og dem vil du høre nærmere om. Ligeledes bestræber klubben sig på at arrangere mindst én træningslejr om året, hvor der er mulighed for at træne sammen en hel weekend. Rødhus Klit Feriecenter har været et yndet mål for vores træningslejre.


Kontingent

Aalborg Triathlon Klub har ikke noget indmeldelsesgebyr. Du har mulighed for at træne med i en uge inden indmeldelse, således at du kan finde ud af, om Aalborg Triathlon Klub er noget for dig. Efter denne uge vil du modtage en kontingentopkrævning. Gennem kontingentet betales der medlemsafgift til Dansk Triathlon Forbund, hvilket bl.a. giver dig licens til at køre mange forskellige stævner.
Se her mere om kontingentsatserne og licens.


Vi håber ovenstående har vakt din interesse og at du har fået blod på tanden til at se nærmere på Aalborg Triathlon klub. På hjemmesiden kan du finde oplysninger om tidspunkterne for de forskellige fællestræninger og en masse andre informationer.
Du er velkommen til at kontakte os for at få yderligere oplysninger:

Mona Lindved, tlf. 61 39 51 14, Der er telefontid hver onsdag kl. 14:00-16:00. Yderligere kontakt bedes foretaget via E-Mail: medlemmer@aalborgtri.dk

Aalborg Triathlon klub har masser af tilbud til dig hele året rundt. Udover at være en klub, hvor der trænes, er det også et sted med en humoristisk tone og godt kammeratskab. - Vi hygger os.... og dyrker sporten på en fornuftig måde.

Med venlig hilsen, og vi ses forhåbentlig snart til en Fællestræning

Aalborg Triathlon klub.

» » » Aalborg Triathlon Klub « « « Opdateret d. 13.11.2011